Skal man give hånd?

Del blogindlægget

Jeg sidder i en bus på vej til Hamborg, velvidende om, at snart skal jeg stige af og lede efter min kusines mand, som sikkert venter på mig ved Hamburg Hauptbahnhof. Tiden går, og pludselig ser jeg en kort mand med et stort smil kigge i min retning. Det er ham. Jeg går hurtigt hen imod ham, og rækker min højre arm og hånd ud for at hilse ham. Der står jeg, midt i travlheden overfor min kusines mand, som jeg har kendt i mange år, med armen strakt helt ud. Han kigger på min hånd, og kigger tilbage på mit ansigt. Jeg føler situationen begynder at blive lidt akavet. ”Giv mig nu hånden, for katten da…” tænker jeg. Han kigger på min hånd igen, og endelig!!!!! Jeg ser bevægelse i hans arm. Men hov, den skulle ikke bruges til at give mig hånd. I stedet, placere han sin hånd på sit bryst, og bukker vagt mens han siger ”velkommen til Hamborg, jeg håber din tur var god. Lad os tage hjem til din kusine, hun venter spændt på dig.” Jeg forstod straks situationen. Min kusine og hendes mand er praktiserende muslimer, og dette blev jeg først påmindet om, efter jeg havde trukket min arm tilbage mod min krop. Den nat, da jeg lå på deres sovesofa i stuen, genspillede jeg situationen i mit hoved over og over igen. Jeg tænkte på, hvorfor jeg følte, at det var så akavet at jeg kunne mærke varmen stige til mit hoved i øjeblikket vi begge stod overfor hinanden for at hilse. Nok er jeg også muslim, men igennem den danske kultur, har jeg lært, at man hilser ved at give hånd. På trods af, at jeg fandt det akavet… fandt jeg mig selv i at synes, at det var ganske okay. Faktisk følte jeg at det var mere end okay. En hånd på hjertet og et buk ned, virkede pludselig som en meget mere respektabel måde at hilse på. At fysisk kontakt, hånd til hånd, ikke var den eneste måde på at hilse på et andet menneske. Mange vil nok tro, at jeg havde forståelse for dette fordi han og jeg har samme værdier, på grund af religionen. Men nej, vi var religiøse på hver sin måde, og for mig, var det allerførste gang at nogen ikke gad give mig hånd igen. Det var nærmere et kultursammenstød for mig, idét jeg i første omgang ikke anede, hvorfor situationen var som den var. Jeg har fortalt denne historie til min mor, som smilte og sagde til mig, at hun havde været udsat for det samme for nogle måneder siden. Dog var det ikke en praktiserende muslim der nægtede at give hende hånden… faktisk, var det vores lokale lægevagt.

Jeg mindes om dette i dag, hvor man ser nogle af de mest absurde ting i medierne. Regeringen og Dansk Folkeparti har nemlig stemt for et håndtrykslovforslag. Det lyder lidt skørt, men det er rigtigt. Og således, har vi i Danmark allerede haft det første grundlovsceremoni med det omdiskuterede håndtryk, med Udlændinge- og integrationsministeren, Inger Støjberg, som vært. Jeg tror på en verden der i høj grad består af kulturforståelse, fordi der netop er SÅ mange kulturer der møder hinanden i så en globaliseret verden vi i dag lever i. Kulturforståelse indebærer, at man har gensidig respekt for hinandens syn på virkeligheden… selv hvis det syn strider imod ens eget. Dette håndtrykslovforslag er på ingen måder i nærheden af, hvordan vi som danske borgere, kan blive bedre til at vise hinanden forståelse og dermed respektere hinandens virkeligheder og værdier. Jeg synes dermed også, at man kan udvise respekt for den danske kultur, på rigtigt mange måder, og at håndtrykket ikke er en nødvendig måde at gøre det på.

Først et burkaforbud og nu et krav på håndtryk…

Selvom det går i den helt forkerte retning, har jeg stadig håb for, at vi i fremtiden kan skabe et samfund hvor alle føler, at der er plads til deres forskelligheder.