Nej, jeg har en decideret spyttekrukke, som jeg går rundt med under hele måneden.

Del blogindlægget

Nu hvor der er under en måned tilbage til Ramadan, tænker jeg, at det ville være passende at denne uges blogindlæg skulle handle om netop det.

 

Til de af jer, der ikke ved hvad Ramadan er eller hvad det står for, her er et lille recap:

Ramadan er den helligste måned i den islamiske kalender. Ramadan måneden, som er på cirka 30 dage, er også den muslimske fastemåned. Det vil sige, at man faster fra solopgang til solnedgang. Ligesom den 40 dage lange fastetid i Kristendommen efter fastelavn, som forberedelse til påsken. At faste er desuden én af de fem søljer i Islam. Til forskel for den kristne faste, holder man sig for mad og drikke (ja, man må heller ikke drikke vand), tobak og samleje i den muslimske faste. Ligesom den kristne, rykker Ramadan måneden også fra år til år. Man siger, at måneden går ti dage tilbage end forrige år. Formålet med Ramadanen er ikke som sådan at faste, men til gengæld at tilnærme sig spirituel lærdom og Gud.

 

Hvordan er det så, at være dansk muslim og faste i Danmark? Rigtig mange forstiller sig store måltider hver dag og en stor farverig fest til Eid, hvor man fejrer afslutningen på Ramadan. Sådan kan det være hos nogle familier, men jeg kan kun berette om mine erfaringer.

Jeg begyndte, at småfaste som 9-årige i weekender, som de fleste muslimske børn gør. Efterhånden som man blev ældre, gør man det mere regelmæssigt indtil man gør det fast én gang om året. Da jeg startede på gymnasiet med en masse nye mennesker, faldt Ramadanen ved skolestart. Det forhindrede mig aldrig i at være aktiv i timerne og socialt med mine nye klassekammerater. Til gengæld blev jeg efter en hel måned i en ny klasse kendt, som pigen der ikke spiser.

 

Jeg bliver tit spurgt af mine ikke muslimske venner ”spiser du så ikke sygt meget, når solen er gået ned?”. Nej, det gør jeg sjovt nok ikke. Efter en lang dag uden mad, bliver min krop træt ligeså snart jeg får lidt mad – jeg er mere et snack menneske. Eller det meget overraskende ”Må du heller ikke drikke vand?!”. Den får jeg næsten hvert år. Jeg blev endda engang spurgt om man måtte synke sit spyt… ”Nej, jeg har en decideret spyttekrukke, som jeg går rundt med under hele måneden.”

 

Vi har ingen særlige traditioner hjemme hos os, fordi vi netop er en lille skilsmissefamilie. Vi har kun kernefamilien i Danmark. Og igen, netop fordi vi er i Danmark bliver der af gode grunde ikke taget hensyn til de muslimske højtider. Da Ramadanen rykker tilbage, falder den også i skoleperioderne. Når det så endelig er Eid, så har det de fleste år bare været en normal hverdag for mig hvor jeg skal op og i skole. Det er først senere hen, at min bror og jeg begyndte at fejre Eid sammen med vores mor ved at stå tidligt op og bede Eid bønnen hos en forsamling hvor vi derefter tager ud og spiser (aller helst en durum menu).

 

Selvom folk forventer store fester og sammenkomster med en stor araber familie, så er jeg ked af at meddele, at situationen ikke er sådan med mig. Omstændighederne, som det ser ud her i Danmark, ikke lige til det. Dette er ikke ment, som en kritik af Danmark. Overhovedet ikke. Dette er bare faktum om, hvordan Ramadan og Eid har været for mig gennem tiden – dage der skal fastes, med skole, eksaminer og arbejde midt i det hele.

 

Til gengæld vil jeg gerne understrege hvor meget, der bliver gjort i dag for at skabe et større fællesskab for danske muslimer. En af Ramadan dagene brød jeg fasten sammen med min mor under åbent himmel på Rådhuspladsen sammen med en masse andre mennesker. Vi sad alle i lange række, mens der var dækket langt papir, som man kunne sidde på. Udover dette, blev der holdt en lille Eid fest sidste år hos DR Byen, hvor jeg så tog afsted med min lillesøster under armen. Der var arrangeret madboder, trampoliner og lidt ridning udenfor. Indenfor fik vi noget henna og til slut en koncert, som min søster havde glædet sig til.

 

Helligedage er hvad man gør dem til, men oftest har man brug for et lille skub for at skabe en stemning og til at vedligeholde traditionerne.