“Men kan du ikke bare sige nej til huspligterne?”

Del blogindlægget

Jeg var seks år, da min lillebror blev født. Ikke længe efter han blev bragt hjem, fik jeg givet den største opgave jeg hidtil havde fået: At lulle ham i søvn, hver gang han skulle sove. Jeg var beæret over at have fået denne opgave, for uden mig ville han ikke kunne falde i søvn. Jeg følte mig meget stolt som storsøster og afbrød meget gerne frivilligt hvad end jeg foretog mig for at sørge for at han faldt i søvn.

Min mor påbegyndte igen sit arbejde i min fasters og onkels restaurant, efter hendes barsel. Efter hendes tilbagevenden til arbejde, fik jeg den næste store opgave som storesøster: At passe på min lillebror, når mine forældre var på arbejde, hvilket typisk varede fra kl. 17-20. Igen, var jeg meget beæret over at få givet dette ansvar og heller ikke noget jeg betvivlede skulle pålægges mine skuldre. Vi boede i den samme bygning som restauranten lå i, så mine forældre var ikke langt væk, hvis noget gik galt. Dette var en typisk hverdag med pligter, som hurtigt blev normaliseret.

Den vietnamesiske kultur er bygget på et kollektivt fundament, hvor det ikke er usædvanligt at familiebåndet på tværs af generationer er meget tæt og hvor de yngre tager sig af de ældre hvilket er noget der adskiller sig meget fra den danske kultur. På denne baggrund, gennemgik jeg en meget naturlig overgang. Efterhånden som jeg blev ældre, overgik mine pligter som storsøster, udover at passe min bror, til også at inkludere; administrerende opgaver såsom at gennemlæse breve fra det offentlige og dermed forklare det danske, juridiske system for mine forældre; oversætte breve fra teleseleskaber samt gennemgang af diverse regninger; assistere min lillebror med hans lektier; agere som oversætter for mine forældre til min brors skole-hjem samtaler; indkøb; bestilling af rejser, samt guide, vejviser og engelsk translatør på vores rejser; hjælpe til i restauranten; varetage opfyldning af varelager; assistere med udfyldning af formularer til eksempelvis revisionsarbejde og fødevarekontrollen; assistere med indmeldelse af sygedagpenge til det offentlige; være ansvarlig for deres Nem-ID, E-Boks og medarbejdersignatur.

Jeg begyndte først at være kritisk overfor mængden af mine pligter, da jeg var 15 år da fester hos mine klassekammerater var blevet en regulær ting. Ofte blev jeg nødt til at takke nej til at deltage til festerne på grund af mine forpligtelser derhjemme, og jo flere gange jeg takkede nej, desto tydeligere blev mit fraværs mønster for mine klassekammerater. En fra min klasse adresserede mit sociale fravær og dertil spurgte ”Men kan du ikke bare sige nej?

Spørgsmålet lammede mig, for nej, det kunne jeg ikke ”bare”. Hvis jeg ikke udførte mine pligter, var der ingen andre der kunne varetage opgaverne. Min lillebror var endnu for lille, og mine forældres danske kunnen var ikke tilstrækkelig nok. Disse pligter var ikke ”huspligter”. Det var et ansvar, som var forventet jeg skulle leve op til og et ansvar jeg ikke kunne vende ryggen til, hvilket efterlod mig vred og frustreret.

Jeg fortsatte dog med at udføre mine pligter, men med en større frustration over at jeg ikke kunne gøre noget ved situationen. Med tiden, blev det også sværere og sværere at sige nej til mine forældre, fordi med et nej hørte der dertil også en dårlig samvittighed. Oven i det, prøvede jeg at retfærdiggøre mine pligter ved at opstille et moralsk regnskab som lød: Dine forældre har ofret sig så meget for din skyld. Det du gør for dem, er kun en brøkdel af hvad de har gjort for dig. Du har ingen ret til at klage. Og det var nok til at stille-gøre min frustration.

Det skal understreges, at jeg aldrig nogensinde har følt mig som et offer for min families afhængighed. På mange måder, føler jeg at de gav mig den bedste barndom i forhold til den kapacitet de havde og det har styrket min selvstændighed og min tilgang til at imødekomme de mange udfordringer kastet min vej. Men det har også bragt konsekvenser. Først og fremmest har jeg givet min familie en bjørnetjeneste, ved kontinuerligt at varetage opgaver der kan være udfordrende for dem pga. deres manglende danske sprogkundskaber og den danske samfundsforståelse.

Dette har medført en passivisering af deres yderligere integration i det danske system samt deres autonomi. For det andet, brugte jeg utrolig meget tid på at udføre pligterne, hvortil meget af denne energi var designeret til frustration og en konstant bekymring for min familie. I sidste ende, tog jeg mig selv i at nedprioritere mit eget liv.

Den problematik der komme til syne, er det dilemma man står i når man skal vælge mellem sit eget liv og ens familie. Det er en problematik, som jeg efterhånden har bemærket, har gjort sig gældende hos andre, der også af børn af forældre af en etnisk baggrund hvor kollektive familie værdier dominere mere i forhold til den danske kultur. Denne situation er derfor ikke unikt for mig og til de der kan genkende den problematik, vil jeg bare minde dem om at det ikke er selvisk at prioritere sit eget liv og at man især ikke kan retfærdiggøre nedprioriteringen af ens eget liv.

Det er heller ikke for at sige, at vi skal stoppe med at hjælpe vores familie. Men mere for at forklare, at det ansvar der følger med i som barn af forældre fra en anden etnisk baggrund end dansk, er uden tvivl dét, der vægter mest i min baggage og sikkert vil følge mig resten af livet. Og hvis jeg ikke er bevidst hvornår jeg skal sige fra, vil det have indflydelse på mit eget liv.

I sidste ende, tror jeg på at vores forældre har søgt til Danmark i håb om at finde bedre levevilkår og give os (og fremtidige generationer) muligheden for at jagte og udleve vores drømme. At man så sidder fast i sit eget liv, fordi man allokerer meget af sin tid på pligter og det ansvar man skal leve op til hjemme, ville være modstridende til vores forældres intention da de søgte til Danmark.