Med ck eller bare k?

Del blogindlægget

Mit navn er Jannik Wiggers, jeg er 22 år gammel og kommer fra Rendsburg i Slesvig Holstein. Jeg er født i Kiel i Tyskland og fik derved navnet Jannik. Umiddelbart når man læser eller hører navnet kan man ikke forestille sig at der kan opstå nogle problemer ved dette navn.Til gengæld kan man så påpege, at det bliver man hurtigt overbevidst om at der er.

Først og fremmest, for lige at give et indtryk af hvor navnet stammer fra, vil jeg gerne fortælle om hvad jeg skulle hedde hvis jeg var født som pige. Min navn skulle have været Ann-Kristin. Nu kan man spørge, hvorfor er det vigtigt? I et telefonopkald her den anden dag snakkede jeg med mine forældre om hvordan det går på studiet (jeg læser Engelsk på Aarhus Universitet) og på et eller andet tidspunkt kom jeg så i tanke om at vi havde haft en samtale på studiet om hvilket navn man skulle have haft, havde været født det modsatte køn, så jeg spurgte ind til det. Mine forældres grund til at vælge disse to navne var fordi det var essentielt for dem at kombinere noget forholdsvis traditionelt med noget nordisk og samtidigt moderne. Historien bag navnet Jannik er at det er en lidt moderniseret version af navnet Johannes, jeg fandt ud af i dag at dens betydning er at gud er nådeligt. Hvilken betydning navnet havde spillede dog ikke en stor rolle for mine forældre, det eneste der var vigtigt ved navnet for dem var, at den på en eller anden måde skulle være knyttet til norden. Dette er også grunden til at mit navn staves Jannik og ikke Jannick som måske er mere normalt for andre.

Jannick, Yannik, Yannick eller Yanik er måder jeg har oplevet at folk har stavet mit navn på. En af de sjoveste historier om vanskeligheder med mit navn stammer fra dengang jeg var Europa frivillig i Finland. Jeg havde lige fået min studentereksamen og tænkte at jeg bare skulle afsted, så hvorfor ikke være frivillig i et projekt i Finland der var sat sammen til at være til rådighed i en slags fritidshjem, til børn der havde det lidt sværere derhjemme. Da jeg først skulle afsted havde jeg pakket alle mine syv ting ind i en kuffert og var klar til at tage af sted. Det eneste jeg vidste var at jeg skulle fra Helsinki til Pori den dag, sammen med den anden frivillig jeg skulle tilbringe et år med. Da jeg træder ud af flyet og ikke kan forstå noget som helst af det der står på skiltene sætter jeg mig så ned og venter på at min medfrivillig og roommate kommer således vi sammen kan tage en bus til Pori. Det som er sjovt ved denne historie er at han kommer fra Spanien. I Spanien kender man ikke rigtig til mit navn, hvilket var grunden til (fandt jeg ud af efter 8 måneder, da vi var blevet rigtig gode venner) at han først ikke var sikker på om jeg var en pige eller en dreng. Det gjorde hele processen i lufthavnen til et stort spil Find Holger fordi det eneste billede jeg havde af ham var et billede af hvordan han med ryggen til kameraet står og kigger ud over et stort bjerg. Historien om vanskeligheden med navnet er dog ikke slut fordi da vi endeligt fandt hinanden kunne han ikke udtale mit navn. Bogstavet [J] bliver på spansk udtalt som et, man kunne sige tysk [CH]. Så i hans øjne var jeg Channik, men da jeg sagde:’ Hey man, nice to meet you, my name is Jannik’ var han så forvirret at han endte med ikke at sige et ord på vores 4 timers bustur til Pori. Senere i frivillighedsforløbet fandt jeg så ud af at det var fordi han ville have haft det dårligt med at udtale det forkert og at han, for at være ærlig, måske kunne sige 2 sætninger på Engelsk.

En anden historie, som også er relateret til udtalelse, er fra sidste forår. Jeg tilbragte et udvekslingssemester i England, hvor folk heller ikke rigtig kunne finde ud af mit navn. På engelsk udtaler man bogstavet [j] som [y]. Så jeg endte med at hedde Djannik i starten. De som jeg kom tættere på og jeg stadig er i kontakt med i dag, ved nu hvordan man udtaler navnet korrekt. Resten tror sikkert stadig at jeg bare var den rødhårede dansker med det underlige navn.