Ja, selvfølgelig vil jeg da ikke have noget alkohol!

Del blogindlægget

”Mala, er du sikker på, at du ikke vil have noget af det her?”

Hvis jeg husker helt rigtigt, så var jeg til den første fest holdt for klassens piger i 8. klasse, hvor alkohol skulle være indblandet. Det var egentligt ikke ret svært, at besvare spørgsmålet, om jeg vil have noget alkohol, så jeg svarede bare uden at tænke yderligere over det:

”Ja, selvfølgelig vil jeg da ikke have noget alkohol!”

Hvor de andre medbragte forskellige varianter alkohol, mødte jeg op med Fanta Exotic. Hold da op, hvor jeg elskede den drik. Gode tider! Men altså jeg var den eneste muslimske pige i min klasse – og mine klassekammerater fandt hurtigt ud af, at jeg egentlig var overbevist om mit valg i ikke at indtage alkohol. Eller vent lige, lod du mærke til, at jeg skrev ”mit” valg? For var det i bund og grund mit valg, eller var det nærmere mine forældres overbevisning i henhold til vores religion og kultur, at alkohol skulle være forbudt for mig? For så vil nogle mene, at det jo egentlig ikke er mit valg, men noget jeg rent faktisk er tvunget til at følge…

Jeg stammer fra Afghanistan og kom til Danmark som otteårig, hvor jeg sammen med familien bosatte mig i den herlige by, Viborg. Jeg har derfor ikke haft en chance for at udvikle mig i forhold til den afghanske ungdomskultur. Men så har jeg mine forældre, der er opvokset i Afghanistan, som egentlig ønskede, at jeg også skulle kende til deres måde at udvikle sig på. Deres teenageårer var ikke præget af alkohol eller generelt det med at få afprøvet sine grænser. Det var meget nemt, du skulle bare følge de voksnes anvisninger. Der var ikke meget fokus på ungdommen i Afghanistan, derfor var det noget af et kultursammenstød for mine forældre, at deres teenagebørn skulle tilpasse sig den danske kultur, som var så anderledes i forhold til, hvad de var vant til. De satte derfor nogle klare rammer for, hvordan vi samtidig med at være en del af fællesskabet stadig kunne bevare vores kultur, som også var præget af religionen.

Selvom der var sat klare rammer, synes jeg egentlig ikke, at rammerne indebar restriktive regler. Jeg deltog i de sociale arrangementer og hyggede mig med mine venner, samtidig med at afholde mig fra alkohol. Det ville dog være løgn, hvis jeg påstod, at jeg har haft et nemt teenageliv. Ja, det var nemt for mig at sige: ”Ja, selvfølgelig skal jeg da ikke have noget alkohol!”, allerede til den første fest. Det var jo, hvad mine forældre havde overbevist mig om. Men der kom en periode, hvor jeg følte mig splittet mellem to verdener – for mine forældre havde det været nemt, idet de kun skulle forholde sig til den afghanske kultur i Afghanistan. Men sådan var det jo ikke for mig. På den ene side var der den lidt vilde verden, der indebar druk og det at udfordre sine grænser, som mine venner havde præfereret. På den anden side havde jeg den trygge verden, som mine forældre havde klarlagt for mig. Jeg måtte lægge hovedet i blød og sætte tingene i perspektiv, for at finde ud af, hvad jeg vægtede mest, som det menneske jeg ønskede at være. Mine forældre så det som noget positivt, at jeg satte spørgsmålstegn ved tingene, for på den måde kunne jeg danne mine egne værdier. Jeg kom frem til, at grænserne nok med tiden skulle udfordres, hvilket betød, at jeg ikke behøvede at være så desperat. Selvom alkohol med tiden spillede en stor rolle i det sociale liv, så kunne jeg sagtens have det sjovt uden at drikke, for det havde jeg bevist indtil videre! Det, der ærgrede mig, var tanken om, hvad nu hvis jeg på et tidspunkt ikke kunne være en del af fællesskabet, fordi jeg havde fravalgt alkoholen? For da jeg kom på gymnasiet, frygtede jeg lidt, at det ville give sociale skel i klassen, hvis man fravalgte byturene. Men jeg kom hurtigt væk fra tanken igen, for lige så fantastiske venner jeg havde i folkeskolen, fik jeg også i gymnasiet, som respekterede mit valg og jeg respekterede deres valg, på den måde fik vi skabt et stærkt fællesskab. Det afgørende for vores fællesskab havde intet at gøre med alkoholen!

Men så blev jeg, da jeg deltog i festerne sammenlignet med nogle muslimske drenge, der drak. Hvordan kan det være at nogle drenge i islam drikker, når du ikke drikker – er det, fordi du er en pige, og der gælder andre regler for dig? Faktisk så irriterede spørgsmålet mig ikke, for jeg kunne da godt forstå deres undren. Jeg forklarede selvfølgelig, at der gælder samme regler både for piger og drenge i islam – det er bare op til en selv, hvor meget man vil gå op i det. Nu er der sikkert nogle, der tænker ”jaja, piger er jo generelt bare undertrykte i Islam, så at drenge kan være mere ”frie” er ikke noget nyt.” Her er jeg slet ikke enig, for jeg er i den grad, som muslimsk pige ikke undertrykt, men den diskussion må vente til en anden gang. I forbindelse med dette indlæg kan jeg slå fast, at jeg har ret, når jeg skriver, at der gælder samme regler for både piger og drenge i henhold til alkohol. Min hjemmel baserer sig på koranens kapitel Al-Mai’da vers 90-91, oversat:

”O I som erkender (Islam), khmer (stimulerende eller euforiserende midler der bedøver forstanden) … er intet andet end urenhed, af satans værk. Undgå det da, for at I må opnå succes. Gennem khmer og gambling ønsker satan blot at opildne had og fjendskab iblandt jer, samt at vende jer fra Allahs ihukommelse og bønnen. Vil I da ikke afholde jer fra det?”

Der står ”I som erkender”, hvilket betyder alle troende muslimer og ikke blot piger. Hvis du spørger muslimske drenge, er de bevidste om, at alkohol også er forbudt for dem. Så før man begynder at snakke om undertrykkelse, er det vigtigt at have styr på sine kilder. Vi har bare hver valgt, hvad og hvor meget vi går op i vores religion. Der, hvor problemet opstår, er når de fleste af os – uden at generalisere for meget – med anden etnisk baggrund, der er muslimer, dømmer og generelt placerer hinanden i bokse ved at sammenligne os med hinanden. Det skaber splid mellem muslimske drenge og piger, fordi man føler sig bedre end de andre eller omvendt føler sig dårligere. Lad os tage et eksempel.

Hun er en bedre muslim end jeg er. Hun drikker ikke alkohol, ryger ikke, passer sit studie, er en del af det sociale fællesskab samtidig med at hun går op i sin religion. Den søde, stille og pæne pige, der aldrig kan finde på at gøre noget forkert. Kort sagt er dette det billede, som de fleste jeg har mødt, har tegnet af mig. Når jeg så for nogles vedkommende opfylder bestemte kriterier, bliver jeg stemplet som ”den gode muslim” og kommer i den boks, der tilhører de gode eller gør jeg det? For reciterer jeg koranen hver dag, laver jeg bøn fem gange om dagen og hvad med tørklæde? Men hvordan har jeg det egentlig med det billede, der bliver tegnet af mig? Langt henne ad vejen er billedet rigtigt nok, men det er menneskeligt at fejle, så jeg er heller ikke fejlfri og lige så træt jeg er af dem, der hævder, at de kender til definitionen af min danskhed, lige så forarget bliver jeg over de, der dømmer og definerer mig eller andre enten som værende en god eller dårlig muslim. Efterhånden er der kommet så individuelle og forskellige fortolkninger af koranen, at ikke jeg alene men også mange andre muslimer har svært ved at vælge, hvilken fortolkning der skal tages udgangspunkt i. Med de forskellige fortolkninger følger også forskellige definitioner af den gode og dårlige muslim. Så hvad med at acceptere hinanden, og den måde vi hver har valgt at leve på, i stedet for at gå op i, hvem der er den gode eller den dårlige muslim. Hånden på hjertet, så kan jeg konstatere, at jeg stræber efter at være et godt menneske. Som min mor altid har sagt, er det vigtigste i bund og grund at have et godt hjerte.

Alkoholkulturen har altså siden overbygningen i folkeskolen fulgt mig, når jeg har været til fester sammen med mine etnisk danske venner. På den anden side har jeg også deltaget i afghanske fester, hvor der var te og kage på bordene. Begge festkulturer er for mig specielle, og jeg synes på mange punkter, at det er berigende at være en del af to så vidt forskellige kulturer. Men jeg må erkende, at da jeg i sommers til studiestart deltog i rusugen på universitetet, fik lidt af et chok, da jeg opdagede, hvor meget alkoholen var i fokus, for at kunne lære hinanden at kende. Det er ikke, fordi jeg havde forventet, at jeg kunne drikke te med mine nye holdkammerater den første uge – men jeg synes pludselig, at druk fyldte for meget. Det var, som om alkoholen var det, der lige gav de fleste et spark bag i for at tage initiativ til at starte en samtale. Samtidig følte jeg også, at jeg skulle have en grund, for ikke at drikke med, da jeg fik spørgsmålet: ”Drikker du ikke, fordi du er muslim?” Det ville have været totalt abnormt, hvis jeg sagde: ”jeg har egentlig ikke lyst til at drikke.” Dog skræmte den første uge mig ikke væk – jeg har dannet gode venskaber, og gennem semesteret forsvandt det ekstreme billede, idet alkoholen overhovedet ikke fyldte meget på studiet, som jeg havde troet.

Så kære læser, det jeg vil pointere med min fortælling, er, at det er muligt at leve side om side i et fællesskab, selvom vi på nogle aspekter har nogle modsættende kulturelle overbevisninger – billedet jeg har valgt fra en gensynsfest, siger det hele! Alkoholen er ikke det afgørende faktum, når det gælder om at danne et netværk baseret på forskelligheder. Gennem vores forskelligheder har vi mulighed for at berige hinanden i stedet for at bekrige hinanden.