Et sammenstød indikerer på en måde altid at to ting møder/støder ind i hinanden, som ikke er ens.

Del blogindlægget

Vi lever i en globaliseret verden. Det har aldrig været nemmere, at besøge et andet land. Det at flytte til et andet land er også en mulighed, som flere og flere benytter sig af. Det er imidlertid denne udvikling, der gør, at vi i vores daglige virke bliver konfronteret med traditioner, vaner og indstillinger, der kan forekomme os fremmet. For hvad der kan forekomme normalt og respektfuldt i den ene kultur, kan forekomme unormalt og respektløs i den anden.

Sammenstød

Da jeg sad og tænkte over, hvordan jeg kunne gribe dette emne an, strejfede det mig, at et sammenstød, ligegyldigt hvordan man definerer det, altid indikerer at to ting, som ikke er ens, støder på hinanden. Udover at personerne bag rettet i en bil  hver har deres bagage, så kan et kultursammenstød også opstå på et hvilket som helst tidspunkt og med forskellig styrke. Og ligesom ved et sammenstød af to biler, handler det også om hvordan vi håndterer det efterfølgende.

Mine kultursammenstød

Så hvordan håndterer man et kultursammenstød? Som før nævnt, kan kultursammenstød variere i styrke. Dette afhænger lige så meget af personerne, som af kulturerne. Og kultursammenstød kan være alt fra undring, til sjove situationer, til alvorlige ting, som racisme og segregation. I de følgende afsnit, vil jeg fortælle lidt om nogle af mine sjoveste og, for mit vedkommende, dybere kultursammenstød

Sønderjyde vs Bornholmer

En af mine nyeste kultursammenstød, skete sidste år på folkemødet, hvor jeg var afsted med Grænseforeningen. Det skal her lige nævnes, at jeg kommer fra Sønderjylland og snakker med en sønderjysk dialekt. (A ka’ da også skrive lidt å synnejysk, men det kommer ikke historien ved). Dette kultursammenstød skete, den første dag vi havde været i gang, hvor mig og en anden KMA’er var gået ind i en butik, for at få noget frokost. Vi kom ind ad døren og pigen bag disken snakkede til os på bornholmsk, hvori jeg så med min dæjlige lille synnejyske dialekt svarer hende og forsøger at bestille en sandwich. En bornholmer, der snakker bornholmsk til en sønderjyde og en sønderjyde, der snakker sønderjysk til en bornholmer og ingen af os forstod hinanden. Det endte med at jeg pegede på en sandwich og så gik vi igen.

Personligt elskede jeg den oplevelse og syntes at det egentlig var helt morsomt. At tænke sig at i et land, så lille som Danmark, kan man alligevel komme ud for, at man snakker med en, hvor man bare ikke fatter et ord af, hvad der bliver sagt.

Hvordan er det du spiser dine pølser?

Så kommer vi til et andet lille kultursammenstød, som jeg oplever regelmæssigt. Ser I, jeg er ud over at være vokset op i det tyske mindretal, vokset op med polsk kultur. Og den polskemadkultur kan hænde, at skille sig ud fra den danske. For mig sker det i alle mulige sammenhæng, men der hvor etniske danskere oftest drejer hoveder, er der hvor jeg fortæller om hvordan jeg spiser mine pølser. I Danmark er vi jo ofte vant til at spise vores pølser med ketchup, sennep eller remoulade (elsker remoulade by the way <3), men i Polen er det lidt anderledes. Der bruger vi gerne mayonnaise. Og ikke den form for mayonnaise I måske køber i Brugsen, men mayonnaise, der omtrent er fire gang så stærk/tyk. Jeg elsker at se folks reaktioner derpå, fordi for mig er der intet galt i det, men for mange andre kan det være svært bare at forestille sig det.

Undskyld fru lærer? Jeg skal tisse!

Hertil er der igen en lille historie (og før I spørger, nej jeg har ingen problemer med blæren). Jeg er vokset op i det tyske mindretal i Sønderjylland. Jeg har gået 10 år på en tysk skole, hvilket egentlig også gør at når jeg engang er færdiguddannet, så har jeg stadigvæk haft mere undervisning på tysk end på dansk.

En ting der skal siges om tyske skoler, så hersker der en anden form for autoritet og disciplin i klasserne. F.eks. så må man ikke bare gå på toilettet midt i en time. Man skal altid spørge læreren om lov og det er ikke nødvendigvis altid at læreren giver en lov til at forlade klasselokalet, for at gå på toilettet. Dette er jeg vokset op med i 10 år. For mig er det en selvfølge at man spørger om lov, for at måtte forlade undervisningen (især hvis man skal tisse). Men på danske skoler kan det godt variere lidt, som jeg fandt ud af.

Da jeg i 10. klasse kom på en dansk skole, var det en af de ting, der hurtigt faldt mig for brystet. Fordi, jeg fortsatte jo bare med at spørge mine lærer om lov, når jeg midt i en undervisningstime skulle på toilettet.  Det var det jeg var vokset op med, det var en del af min kultur, men det var ikke noget jeg var særlig bevidst over, før mine lærer begyndte at blive irriteret over mig når jeg spurgte. Det tog mig et år i 10. klasse og to år på gymnasiet at lægge denne vane fra mig (eller i hvert fald have den i baghovedet, imens jeg så smuttede i en time). Når jeg er ude i praktik på danske folkeskoler, er det stadigvæk noget der overrasker mig at se, når eleverne bare smutter fra deres pladser uden at give lyd fra sig.

Kim Larsen

Så er vi kommet til min sidste lille fortælling om kultursammenstød. Dette sammenstød foregik også i min 10. klasse, nemlig en af de sidste dage på skolen, hvor vi alle sammen var samlet i fællessalen, for at høre de sidste par nyheder og for ligesom at sige farvel til hinanden. Og for at synge sammen.

Lige lidt sideinfo. I min barndom og i mine teenageår, voksede jeg ikke op med meget musik. Det var primært Bon Jovi, Queens, Kelly Family, Otto Waalkes og så lige De Nattergale. Det var det. Alt min viden om musik kunne fordeles på disse fem bands. Jeg tænker at I allerede har en ide om i hvilken retning denne historie går.

Vi skulle synge en sang fra Kim Larsen, som blev vist på storskærmen. Og min første reaktion? ”Den sang kender jeg ikke”. Jeg råbte det ikke, mind you, men sagde det åbenbart højt nok, til at dem omkring mig kunne høre det. De vendte sig om, så på mig med forundring og udbrød så: ”What? Kender du ikke den?” ”Hvordan kan det være at du ikke kender den?”. Ja, altså ser I, som før nævnt, voksede jeg op med de par bands og derhjemme hørte vi primært NDR2 (En tysk radiokanal) og der spiller de nu ikke liiiiige så mange sange på dansk. Faktisk ingen. På det tidspunkt kendte jeg lige til måske fire sange fra Kim Larsen (Nu tror jeg at jeg er op på seks). Og den sang vi skulle synge, var nu ikke lige en af dem.

Mine skolekammerater var en blanding af chokeret og stærkt overrasket over, at der kunne findes nogen i deres årgang, som ikke kendte den sang fra Kim Larsen. Og hvorfor skulle jeg ikke kende den? Værende dansk som jeg er, uden accent og hva pokker? Her var der lige et kultursammenstød imellem deres danske ungdomskultur og min, blanding af tysk mindretal og bare generel egen kultur.

Grunden til at jeg nævner netop denne historie er for at vise, hvor små forskelle kan være nok, til at folk pludselig undrer sig over en anden, selv hvis vedkommende ligner de andre udadtil. Men også af en anden grund. Mine skolekammerater var ikke lede omkring, at jeg ikke kendte sangen. De hverken mobbede mig eller gjorde grin af mig, fordi jeg ikke kendte til den. Hvad de gjorde var, at de begyndte at forklare mig, hvad for en slags sang det var, fortalte mig at den var god og hvor man kunne høre den. De lod mig ind i deres kultur. Forklarede den og var i sidste ende åben omkring det, at mine musikvaner var anderledes end deres.

Og ved I hvad? Det var rart. Jeg har prøvet kultursammenstød, hvor folk mente at jeg ikke var dansk nok. Eller ikke rigtig dansker. Men sådan var det ikke her. Her accepterede de min forskellighed. Så det ikke som noget skidt.

Kultursammenstød – Hvad kan vi gøre?

Fra tid til anden støder vi på andre kulturer end vores egen. Det kan undre os. Overraske os. Måske endda skræmme os. Men netop derfor, er vi nødt til at være åbne omkring, at der er andre mennesker omkring os, som ikke nødvendigvis deler de samme måder at leve på, som vi gør. Og det er okay. Jeg blev klogere omkring dansk ungdomskultur af at snakke med mine 10. klasse kammerater omkring Kim Larsen. Så længe vi bare holder fast i nysgerrigheden. Spørger ind til hvordan det kan være at andre gør sådan og sådan og så længe vi er åbne overfor at ville forklare og prøve at forstå hinanden.

Så længe vi gør det, kan vi lære af hinanden. Blive klogere medborgere og blive bedre medborgere.

Så for at putte det sådan: Lad os gå i dialog.