Der Er Intet I Vejen Med Kulturel Mangfoldighed!

Del blogindlægget

Vi kom en smule for sent. Bryllupssalen var fyldt med mennesker, og mange var allerede i fuld gang med kædedans for at fejre det unge par, som lige var blevet gift. Der blev spillet musik af mellemøstlig art – tyrkisk, kurdisk, arabisk, armensk – og til tider endda også engelsk. Stemningen var skøn, og vi havde en god aften.

 

Dagen derpå tog jeg ned til den lokale café for at spise noget ’kahvalti’, som er en slags tyrkisk ’morgenmad’. Her blev der serveret æg, pølser, honning og en masse forskellig slags ost. Ja, jeg skulle for resten nødigt glemme den sorte tyrkiske thé, som jeg fik serveret i de traditionelle små glas. Det var vigtigt at få ladet op og få noget god energi, eftersom jeg havde mange planer denne dag.

Om aftenen var jeg og mine venner taget ud for at bowle. Stemningen var dejlig ligesom den foregående aften. Musikken i baggrunden bar præg af tyrkisk halay-musik.

Senere den samme dag tog jeg ud på en af de mange pulserende vandpibecaféer, hvor folk strømmer til for at slappe af og nyde hinandens selskab. Her kunne jeg og mine venner slutte aftenen af.

Men kære læser, i hvilket land tror du, at vi befinder os i?

 

Jeg kan afsløre, at alt dette fandt sted i Frankfurt am Main i Tyskland og ikke i den traditionelle mellemøstlige by med de mange bazarer og moskéer, som du måske havde forestillet dig.

I julen 2018 tog jeg afsted med min bedste ven og hans familie til Tyskland, hvor vi tilbragte den første uge i Frankfurt, Mannheim og Rüsselsheim am Main, stedet hvor bilmærket Opel’s grundlægger kommer fra. I den efterfølgende uge tog vi til byerne Bonn, Dortmund, Köln og Düsseldorf. Eftersom vi havde ferie, brugte vi tiden på at besøge en masse familie, være sammen med venner og på at hygge. I Tyskland var der én ting, som fangede min opmærksomhed – netop, at Tyskland er langt mere multikulturelt end Danmark på trods af, at de er vores naboer.

I Tyskland bemærkede jeg, at det ikke var usædvanligt at se en person med anden etnisk baggrund end tysk både i de små landsbyer og i storbyerne, som typisk plejer at være en tand mere internationale end de små. De mennesker, jeg mødte brugte frit bindestregsidentiteten, når de blev spurgt om, hvor de kom fra. Nogle var tyske-tyrkere, mens andre var tyske-grækere. Jeg var bl.a. inde på en række natklubber og caféer i Köln, hvor der blev spillet mellemøstlig musik. På McDonald’s i Tyskland kan man endda bestille mad på fem forskellige sprog, herunder tyrkisk og arabisk, hvilke er to sprog, som man ofte ikke ser i mainstream-kæders servicesystemer i Europa.

Personligt har jeg ikke selv tysk eller for den sags skyld tyrkisk baggrund, som min bedste ven har, men jeg var alligevel afsted med hans familie, der bærer dansk-tysk-tyrkisk-kurdisk baggrund. Jeg har dansk-libanesisk baggrund, så at blive inviteret med ind i en anden kultur var fremmed men berigende for mig. Mange vil tro, at tyrkisk-kurdisk kultur er det samme som arabisk kultur, men det er det ikke, for der eksisterer også forskellige kulturer blandt tyrkere, og det selv samme gælder for de arabiske lande, hvor folk ikke har én fælles arabisk kultur.

 

Jeg synes det var en dejlig følelse at opleve, at tyskere med forskellig baggrund nemt kan leve side om side, og at selve det at bære en bindestregsidentitet i Tyskland er normalt. Det er noget, som jeg synes, vi danskere kan lære noget af. Den offentlige debat herhjemme ser ikke ud til at stoppe med al den anti-mellemøstlige og islamofobiske diskurs. Når man læser nyhedsoverskrifterne til dagligt, kan man nemt få indtrykket af, at folk med mellemøstlig baggrund er uønskede i Danmark. Som du sikkert nok selv ved, så har vi haft en danskheds-debat kørende i de sidste mange år, og den bunder ofte i, at mange ikke tror på, at man kan være dansk og samtidig også noget andet. Denne diskussion eller snarere ’skænderi’ om danskhed gavner os ikke spor, når vi konstant skal definere folks rolle i samfundet ud fra deres udseende og kulturer, og om de med anden etnisk baggrund må være med i fællesskabet. Det graver kun grøfter; grøfter så dybe, at man ikke kan se, hvad vi egentligt har til fælles med hinanden. For vi har nemlig meget til fælles med hinanden. Det er blot et spørgsmål om perspektiv.

 

Min rejse til Tyskland er i hvert fald et eksempel på at fredelig og mangfoldig sameksistens sagtens kan lade sig gøre, og det ved jeg … at den sagtens også kan her i Danmark.