For mig er ”du” meget mere end et pronomen

Del blogindlægget
Et eksempel på tysk formalisme og fremhævelsen af doktorgraden

Jeg plejer at være en uhøflig kunde, for jeg siger ”du” til ansatte i en almindelig butik – det være et supermarked, en elektronikforretning el. lign. Nu tror du nok: Er det ikke helt almindeligt? Yes, det synes jeg faktisk også – men det er det ikke der, hvor jeg bor.

For jeg læser og bor i Flensborg, dvs. på tysk jord. Som del af det danske mindretal i Sydslesvig er jeg siden dengang, jeg blev født, vant til, at man siger du til hinanden. Men det gør man faktisk kun indenfor mindretallets rammer. Her er vi dus. Og det er prægende. For mig skaber det en vis lighed, en form for balance, en slags symmetri indenfor en samtale. Desuden skaber det en lidt mere løs og afslappet atmosfære.

Ifølge uskrevne love, de implicitte sociale konventioner i Tyskland, er man som udgangspunkt Des, hvis ikke man fx er i familie sammen eller det på anden vis er aftalt, at man er dus. Det vil jeg bare ikke finde mig i. Det er noget, jeg virkelig synes meget om ved at have det danske i min bagage.

Trods alt er der undtagelser. Undtagelser, der ligesom står i modstrid til den ”lighed” og ”balance”, jeg lige skrev om. Fx siger jeg De, hvis folk er bærere af en høj akademisk grad, eller hvis folk er tjenestemænd. Det gør jeg af forskellige grunde:

En doktorgrad (ikke ph.d.), som er den højeste akademiske grad i Norden og den næsthøjeste i Tyskland, er resultatet af et kæmpe stykke arbejde, der har bragt videnskaben et skridt videre. Det har jeg dyb respekt for. Det betyder ikke, at jeg ikke har respekt for buschaufføren eller kassedamen – det er bare en anden form for respekt. Jeg underkaster mig en doktor eller en professor og anerkender præstationen. Det går så langt, at jeg ikke bare siger ”hr. Andresen” og ”De”, men at jeg konsekvent fremhæver graden. Så hedder det ”Kære dr. Andresen” frem for ”Hej Ole”.

En grund til ikke at sige du til tjenestemænd er faktisk – og det er ikke løgn –, fordi det under visse omstændigheder kan vurderes som fornærmelse af en tjenestemand. Og det er en alvorlig ting i stakkels Tyskland. Så hvis man ikke er sikker på, at gymnasielæren Helle Jørgensen er sej og ”en af os”, eller at politimesteren Thomas Møller tager tingene afslappet – så er fr. Jørgensen og mig Des, og så er hr. Møller og mig Des. Bare for en sikkerheds skyld.

Man kan godt sige, at jeg har respekt overfor staten og derfor accepterer uligheden, ubalancen og asymmetrien ift. statsansatte under særlige vilkår; som følge heraf er disse folk og jeg Des.

Mit navn er Bjarne R. Raab, og jeg har det i de fleste tilfælde bedre, når folk siger Bjarne og du til mig. Det hænger sikkert sammen med min delvis danske baggrund – det er bare det, jeg er vant til. Engang var jeg i praktik på en tysk skole, og uden at tænke over det sagde jeg, da jeg præsenterede mig foran klassen: ”Goddag, mit navn er Bjarne, jeg læser matematik, og jeg følger jeres undervisning fra nu af.” Ikke som man egentlig gør i Tyskland: ”Goddag, mit navn er hr. Raab […]”, for det kendte jeg netop ikke til. Som sådan var der ikke noget i vejen med det, men … af en eller anden grund hørte jeg ingen elev kalde på mig ved at sige mit fornavn resten af skoleåret. Jeg hed så bare ”hr. Raab” – det var det, de var vant til, og det var jeg og min tyske side fuldstændigt ok med.

Hvordan vil det så være i fremtiden, når jeg skal stå foran en klasse som adjunkt/lektor, og ikke som uvigtig praktikant. Det er jeg selv spændt på. På nuværende tidspunkt synes jeg ret meget om Bjarne/du-kombinationen. Undtagelser er fx:

  • når jeg er dommer i en fodboldkamp: Det lyder ret fedt, når spillerne kalder mig ”Herr Schiedsrichter”. Det er dog ikke noget, jeg stiller krav om. De må gerne sige du til mig uden at få et gult kort.
  • når jeg evt. skriver en doktorafhandling en dag. ”Dr. Raab” er noget, jeg godt kan vænne mig til. Hvem ved.

Det hele må jeg selv finde ud af de kommende år, men jeg kan fornemme, at den danske og den tyske indflydelse er ret afbalancerede. Jeg ved bare, at ”du” for mig ikke implicerer, at man er venner eller i familie etc., og at jeg derfor generelt synes, at det er i orden.